Stenen er ikke en Feldspat!!

Jeg har slet ikke sko på til dette, men det vil jeg ikke sige højt, da vi går henover min svigerfars mudrede mark et par måneder efter. Han har fundet en sten som han vil vise mig. En Feldspat. Hvordan den er kommet der, er lidt af en gåde for en Feldspat burde slet ikke høre til dér blandt de andre marksten, som er stablet op ved en lille sø midt på marken ikke langt fra Idas barndomshjem. For enden af en lang stille grusvej, et hemmeligt sted, voksede hun op i et lille stråtækt bindingsværkshus, som min svigerfar selv havde bygget, da han fik nok af byen som ung. Grusvejen er filmisk og hvis man en dag går mod lyset, vil vejen dertil se sådan ud. Marker, skov og vand og altid valmuer langs kanten af marken. Men bestemt ingen Feldspat. Jeg interesserer mig ikke for sten og gåden om den hvide krystal på marken er ikke en, der vil gøre mig særligt søvnløs. Alligevel filosoferer vi begge ivrigt over mysteriet imens vi kigger ud over det kuperede terræn. Måske fordi vi begge ved, at på lige netop den sten skal Idas navn indgraveres og at et tørt emne som en stens herkomst, nok kan banke en sitrende underlæbe på plads. I og for sig er stenens navn jo nok til at tørre søen ud, men min svigerfar er nu også lidt i tvivl om det virkelig er en Feldspat. Men og hvad så, flot er den. Hvid, fin og en smule diskret i det, men røv tung.

Jeg har altid gerne ville fremstå stærkere end jeg er overfor min svigerfar. Ikke at han selv er særlig fysisk stærk, men han er af den slags som altid ved noget jeg ikke ved. Sådan er det, og jeg har opgivet at tage konkurrencen op, som da jeg i min iver efter at fremstå bare lidt klog og ikke bare være en dum skuespiller, rodede mig ud i en underlig historie om at Per Kirkeby havde en bror, der også malede og som hed Kirk. Se, det vidste han nok ikke og nu løfter jeg lige Idas sten. Bare sådan for ligesom at markere at jeg vel er en slags håndværkergris selvom vi begge ved at jeg, modsat ham, er uduelig til nærmest alt praktisk arbejde. Noget vi begge igennem tiden har italesat på hver vores måde og som vi har forliget os med. Ja, Ida har giftet sig med en slatten boheme, som spiller biroller i Far til Fire og som kalder en tommestok for en tommel stok og det gør du nok også, for dem som kalder den ved rette navn, har ikke tid til at læse denne blog. De gør sig nyttige. Ikke som os og du har scrollet ned og set, at min tekst er lang, men du læser den alligevel og du kan ikke folde en tommestok ud uden at knække den. Du kan sidde, snakke og drikke kaffe. Mødes på caféer og snakke i telefon. Chatte og sms´e. Du er i kontakt med dig selv og andre, men en hammer kan du ikke holde på. Så du er min ven, du og jeg, vi er taget på marken. Et sted vi to slet ikke hører hjemme, men jeg ved hvem du er og min altvidende provinsielle finger peger på dig og sætter dig i bås for at læse denne blog. Det er en spasme og jeg kan ikke lade være. Isefjord og omegn sidder i mig. Undskyld. Misforstå mig ikke. Jeg har brug for dig. For jer. Som mennesker der står med fødderne i mulden og ser på døden. Sammen med mig. Uden at vige en tommel. Vi flygter ikke væk med en vinkelsliber, for vi ved ikke hvordan den skal bruges. Vi sidder på en stol. Tænker. Taler. Men se mig ikke som en mand i sorg. Se mig som en der har en oplevelse, der gør mig svimmel, trist og for en periode ret mærkelig. Men jeg er mere end det.

Jeg er normal. Jeg spiser, skider og knalder da gerne, hvis chancen byder sig og nok er det hans datter der er død, men hun var min kone og den sten skal satme løftes. Slæbes over den mark som mine børn en dag skal arve. I det mindste ville de vide, at nok fandt morfar stenen, men det var Far, der slæbte den. Henover knoldene, igennem mudret og plovfurene i beige italienske ruskindssko, der gik til anklerne og på afstand kunne ligne snabelsko. Boheme og unikke. Sko som havde holdt i næsten ti år og som gik nygifte ned ad kirkegulvet og op igen med Sophus og Julius til døbefonden. De sko skal bære Idas gravsten, som jeg bar hende op i kisten og lagde hende blandt roser, en fin lille sten, et kroatisk kagehjerte og et guld-fodboldkort som heldigvis ikke var Ronaldo. Jeg sætter den ene sko op på Feldspatten som en hvid jager i Afrika, der lægger foden på et bytte, som han ikke selv har nedlagt. Den er flot den sten. Flottere end min fars, der står som en poleret køkkenbordplade i et typehus med højglanspolerede tegl og opvarmet garage. Det er sjældent at jeg ser den. Jeg behøver den ikke. Og Idas sten behøvede jeg heller ikke indtil jeg ser den sten, som måske alligevel ikke er en Feldspat. Den er ligesom for hvid i det til at være det, siger min svigerfar. Jeg nikker indforstået som om jeg ved alt om sten og bøjer mig ned og tager fat. Den er fuldstændig umulig at rokke og jeg ved, at han ved det, og jeg ved at han om et øjeblik vil sige, at den er umulig at rokke og dermed stadfæste min dumhed. Jeg bliver nede ved stenen, går i knæ og inspicerer den og kommer i tanke om et livsstilsprogram, hvor nogle havde fundet en stor sten på stranden som lignede en røv. Mon svigerfar har set programmet? Det har han ikke og jeg bevæger mig om på den anden side af stenen og sætter mig grublende i prinsestilling bare for at fylde tavsheden ud. Han tænker. Jeg tænker. Vi tænker. Jeg aner ikke over hvad. Der er et problem med den sten, siger han så. Jeg nikker og rejser mig alvorligt op. Er det mon stenens porøsitet?

Min mor havde arbejdet med pimpsten som tandteknikker, og ordet porøsitet gik ofte igen, imens jeg sad og læste Anders And blade og ventede på at hun blev færdig. Hun var deltidsansat og tog mig altid med hjem lige efter arbejdet klokken to, hvor jeg brugte de mange timer alene i mosen efter skole og kastede sten i det mudrede vand. Jeg ofrede dem eller skød dem efter frøerne. Engang ofrede jeg også Bo, som jeg lokkede til at svinge sig i en pilegren ud over mosen med en Stelton kande vi havde fundet i en container. Han skulle slippe kanden når han nåede udover vandet, men det kneb for Bo, for han slap også sig selv og forsvandt i mudderet. Om han slap sig selv med vilje skal jeg ikke kunne sige, men Bo var ikke en man gad at finde tusind år efter, naturligt konserveret med en Stelton kande, så måske burde jeg være kommet ham til hjælp. Men jeg håbede at han ikke kom op. Hvis Bo var druknet i den mose eller måske var blevet slugt af kviksand, ville man måske spekulere lidt over, hvad jeg mon egentligt gik og lavede. Hvorfor jeg sparkede Kim Kylling hårdt i hovedet med en skistøvle så næsen flækkede eller hvorfor jeg brød ind i et hus og stegte en grillkylling fra Texaco i stedet for at spise hjemme. Men ofringen af Bo og kanden hjalp intet. Ingen spurgte. Ensomheden voksede ind i mig og hér står jeg på en forblæst mark med min kones gravsten, som måske er for porøs. Den kan smuldre som afbrændt aske og efterlade mig med ingenting. Før så stærk, før så smuk, men snart væk. Kristian vil altid være et menneske som vil have det svært, havde min dansklærer, som hed Steen til efternavn, sagt. Ingen andre end jeg forstod betydningen. Steen så forbandelsen. En følelse af aldrig at høre til, aldrig at være som andre, altid at have et sort hul i sin sjæl som aldrig kan fyldes ud og for evigt være forfulgt at ensomhed. Så selvfølgelig skulle Ida kradse af. Det lå i dén fortælling som Steen havde begyndt og som jeg fortsatte og troede på. Altid se situationen udefra, aldrig involvere sig helt, men stå med mental distance og se på. Kommentere og pege fingre imens andre deltager i festen. Og for det skal jeg straffes. Jeg påskønnede ikke den kernefamilie jeg var blevet givet nok. To sunde drenge og en kvinde så skøn som få. Jeg var vel lykkelig, men hverdagen var træls og nu er den trælsere. Jeg, den store skuespiller fra Bøllebob, der drømmer om at rive spillebrættet til Afrikas Stjerne midt over og skylle alle hotellerne i Matador ud i lokummet. Som finder hverdagen så kedelig. Som foragter konformiteten selvom jeg ligner din lokale Punkt 1 ekspedient og intuitivt klæder mig derefter. Lige netop jeg skal stå alene med to små drenge, der suger alt min energi uden at synes at det er bare lidt synd for Far. Deres underudviklede hjerner fatter bare intet, som min egen der stadig ikke helt fatter, at jeg står overfor en mand, der har mistet sin datter og som nu har fundet en sten fra sin egen mark. Den mark som Ida legede på med bar numse i bleen og hvor hun trak en kat i halen. Jeg har fotoet på mit køleskab. Hun står let foroverbøjet og hendes lille fine hånd er løftet og knejser en smule aristokratisk nøjagtigt som hun stadig gør det, når hun overvejer et eller andet komplet ligegyldigt. Eller gjorde. Nu er hun porøs. Asken ligger i en urne indtil hun skal sænkes ned foran den hvide sten, som der altså er problemer med, og som min svigerfar ikke helt kan finde en løsning på. Men problemet er ikke at den vil smuldre. Den kan sagtens skæres igennem, slibes og blive gjort klar. Problemet er et andet. Han bukker sig og tørrer overfladen af og jeg sætter en hånd i siden for at se lidt mere vindblæst ud. Mere sikker. Mere mandig. Som et mandfolk fra Vig og omegn, der ikke kerer sig om andet end stenens egenskaber og snart skal hjem og drikke aftenkaffe ved kakkelbordet. En "Thorkild" som spiser klokken 18, har to-tre fornuftige børn med konforme navne, en kone der hedder Mette og en lille rusten dildo gemt i bunden af skabet, som de begge har glemt. Sådan en mand. Kære Gud, sådan en mand! Hvor ofte har jeg ikke bedt dig om at gøre mig normal. Gøre mig til én der har forstand og praktisk snilde. En der er brugbar, ukompliceret og uden fordomme om mænd med vinkelslibere. En der er som andre, hvem de så end er. For jeg har mødt mange mennesker efter Idas død og jeg er kommet i tvivl om, hvem "andre mennesker" egentligt er. Nogle der var, er væk, andre jeg knap kendte, er, men de har alle et formål og jeg ved ikke, hvad mit eget længere er. Min ene halvdel er revet af min krop og jeg står opskåret på en mark og stirrer på ham, som vel teknisk set ikke længere er min svigerfar, men som jeg, trods en vis kejtethed, føler mig mere i familie med end så mange andre. Vi vil altid holde sammen, siger vi til hinanden, Idas familie og jeg. Men livet er underfundigt og vil vi alle synes det samme, den dag jeg finder et nyt menneske, der lukker mit sår? Selvfølgelig, ja, men vil jeg blive et andet menneske end den de kender? Vil jeg blive formet på ny som Ida formede mig og jeg formede hende og ikke længere være en del af dem? Jeg ser på min svigerfars ryg og jeg tænker at jeg ikke vil miste ham og hans familie. De må ikke forlade mig, for så forsvinder Ida. De bærer hende som jeg og på en måde mine børn ikke gør. De nåede aldrig at opleve hende længe, så hvordan skulle de? Min svigerfar rejser sig og træder et par skridt tilbage. Hans lidt stive gang, ligner Julius skridt, når han står op om morgenen eller Idas få dage før hun gik i koma. Han smiler lidt beklemt og siger så, der er ikke plads til dit navn, Kristian. Jeg forstår ikke. Ved siden af Idas navn, siger han. Han ser kort på mig. Jeg ser ned på stenen. Den er egentligt ret lille. Var det en hentydning? Jeg ser på ham som med et blik mellem to stole og han sætter sig på en sten og kløer sig i baghovedet. En anelse påtaget men alligevel troværdigt. Der er jo ikke plads konstaterer han. Når din tid kommer. Du skal jo nødigt være en fodnote, griner han. Men bag grinet er der usikkerhed for han er tydeligvist glad for den sten. Men jeg er manden. Ikke ham. Og han ved at jeg har vetoret og at jeg til hver en tid kan kræve, at den sten bliver kastet i søen. Han ser så lille ud som han sidder der og jeg mærker en fars tårer over sin datters død bevæge sig gennem mine øjne for jeg græder andres tårer såvel som mine. For anden gang bøjer jeg mig og tager fat i stenen. Det samme gør han og vi slider for at løfte den. Blot et øjeblik, men alligevel en evighed før vi gokker hovederne sammen og må give op. Vi er to små drenge uden kræfter, der prøver at gøre det umulige og jeg ser ham sidde på bagsædet af sine forældres bil uvidende om, at han snart ville blive afleveret på en kostskole med beskeden om, at her skulle han efterlades og bo alene. Bare sådan. Således forladt flyttede ensomheden ind i ham og blev endegyldig, da hans mor kort tid efter døde af kræft som hans datter mange år senere også skulle dø i min favn.

Han skal have den sten! Og jeg siger at hun skal have den og at når min tid kommer, får jeg bare min egen skåret til med det samme skrå snit på siden som Idas, så det ser ud som om det er en sten, der er knækket i to. Den skal være lidt mere mørk som min fars polerede køkkenbordplade, for en Feldspat er ikke lige noget man finder. Men det vil give mening alligevel og være et lille kunstværk i sig selv. Jeg, den for evigt forbandede ensomme, fik revet sin elskede væk, men vi blev atter sat sammen. Og det seje er, at kunstværket nemt kan udbygges med en andens sten på den anden side af min, så jeg selv ligger i midten i en saftig trekant. Så er der jo lidt at se frem til, selvom jeg ikke er så sikker på at Ida er med på ideen. Ingen ved, hvilke orgier, der foregår på den anden side, men intet var så vildt som dengang Ida og jeg og nu læner du dig frem og tænker, yes, nu bliver det her spændende, men jeg fastholder blot din interesse lidt endnu ved at køre dig mod det lumre hjørne, for der er altså ikke meget sex over en Feldspat og der er ikke mere på historien. Men du kan manipuleres af selv det mest banale og jeg har dig og det føles godt. Og alligevel er jeg bange for at du skrider fra marken.

For jeg har brug for bare en lille følelse af kontrol så jeg tager hvad jeg kan få og bruger de billige kneb. Denne blog, disse tekster. Vreden og negativiteten. Det er sådan du regner med, at det er i min situation og sammen fortæller vi historien, tror på den og jeg levérer det du forventer. Jeg sætter mig ved siden af, peger fingre af mig selv og dig, deltager ikke i festen og ”vælger” fremfor at ”være”. For når jeg ER, er jeg ganske optimistisk, ganske positiv og kan klare alt, men ville du gide læse den historie? Sådan stiller jeg, prototypen på Den Sørgende Enkemand, mig op og lader som. Fortæller historier for det kan jeg. Sætter mig i centrum på Idas bekostning, trækker dig rundt i næsen indtil jeg pludselig giver slip, tager min straf og falder i mosen. For dybderne fatter jeg kun i øjeblikke, pludseligt og uvarslet og mørket omslutter mig når jeg mindst venter det og jeg fortryder disse ord. At jeg har ladet dig komme ind. Dette er ikke som noget jeg før har prøvet og intet er som jeg tror eller troede. Historien er improviseret, ude af fokus og uden ende. Intet er i min kontrol og jeg ved slet ikke hvad du forventer, men lad være at forvente noget af mig for jeg aner faktisk ikke hvad der sker. Men stenen er på plads nu, og den står på Frederiksberg Kirkegård. Ikke en Feldspat, men en sten fundet af hendes far på egen jord.

For enden af grusvejen ser jeg dig stå. Jeg løber langs marken og skriger dit navn. Du forsvinder i solen, der glimter i vandet. Men du var der.