Mandags-tennis i helvede og Den Rødhårede Skinke.

Havde du kendt Den Rødhårede Skinke, ville du tænke at Det Spanske Greb er en måde at holde penis på under onani. Men det er det ikke og du tænker at det da var noget ustyrligt plat noget at skrive. Især når jeg fortæller dig, at det er en yderst kompliceret måde at holde på tennisketcheren, der kræver mange års træning og forfinelse af teknikken. Det greb bruger jeg, for jeg har været konge på tennisbanen gennem 35 år uden at have vundet en eneste turnering udover en double turnering for high school elever i USA i et fattigt kulminedistrikt, hvor ingen kunne spille tennis. Det var hér min tyske klassekammerat Hagen, der også var en slags stor konge af tennis i en flække i Tyskland, introducerede mig til det magiske Spanske Greb. Et greb på ketcheren der kunne generere så meget topspin at bolden kunne hoppe ekstra højt og efterlade modstanderne hjælpeløse som det tyende proletariat de var, evigt stirrende op ude af stand til at kunne nå noget som helst. Det var et greb der passede mig fint, for jeg var en streng konge som forstod kunsten og vigtigheden af psykisk terror i Holbæk Tennisklub, hvor sønner spillede mod fædre og udgjorde en arena for faderopgør, forgiftet af en ætsende smerte fra den faderløse Rødhårede Skinke. HAM, der terroriserede hverdagen i skolen og som på intrigant vis spillede alle vi andre børn ud imod hinanden til egen fordel, men som med en underfundig psykopatisk humor alligevel havde sine moments. Et af dem var opdagelsen af Den Spanske Saddel, som var en sexuel position som han havde læst om i et pornoblad fundet bag sin døde fars reol. Når en mand sad i Den Spanske Saddel, var hans balder placeret omvendt på kvindens bryst, så dilleren vendte ned mellem brysterne. Her kunne manden så ride frem og tilbage og drømme sig til grise-fest og kastagnetter i Spanien. De Spanske Sadler var pigerne med de største bryster, enkelt og primitivt, men alligevel Rød Skinke-humor når den var venligst stemt. Hans far døde da vi spillede fodbold og han kom ikke i skole i tre måneder. Det tog lang tid for erkendelsen om sin fars død at sive ind i den lille rødhårede drengs hoved, der med sin buttede krop altså blev kaldt skinken, men ti-øren faldt da han en dag sad og lavede pøller og ikke kom ud fra toilettet i flere timer og måske var det dér forvandlingen skete til psykopat og i en alt for tidlig alder, opdagede sit talent for sofistikeret pre-voksenmobning blandt uskyld. Alt hvad han fra da af trykkede ud landede på vores små hoveder og blev til årelange mavepiner. Glidende og langsomt greb han ind i vores liv som en syl der gennemborede os i ryggen, og efterlod os som undertrykte personligheder ude af stand til at vise tiltro til andre mennesker. Angste og frygtsomme pakket ind i et beskyttende lag af kækhed og en rap bemærkning, som jeg i en kort tid forsøgte mig med som standup-komiker i forsøget på at blive set af nogen eller noget. Vi var usikre blikke, nedbrudte og stivnede smil og fulde af fordomme om verden. Ingen originalitet eller kreativ ånd. Ingen skaben. Blot daglige snitsår fra Skinken, år ud og år ind, hvor jeg kun tillod sårende at bløde på tennisbanen som forvandlede sig til et gestaltterapeutisk rum. Her var modstanderne “mongoler”, “spassere” og “pikhoveder” og langsomt blev jeg en sindssyg konge, der aldrig kunne vinde en kamp, men som ingen kunne slå på arrogance. For min teknik var på facaden perfekt og mine slag arrogant professionelle. Enhver skulle tro, at de ikke havde en chance. Sålænge de ikke så hvor boldene blev skudt hen eller ud. Det Spanske Greb lod dem alle se op, som jeg ser i himlen, hvor min Ida snart er på vej…

Jeg tager til mandags-tennis som jeg har gjort det i de sidste år for at finde stabilitet, og for at være andet end en mand der er ved at miste sin kone. Nemlig en konge. Men en mildere konge for jeg har lært mig ikke at kalde mine modstandere for retarderede kætterske svin, der skulle brændes på bålet med den billigste Wilson trykluftsbold i kæften. For det mener jeg virkelig ikke at de er. Og slet ikke til mandags-tennis, hvis man ser bort fra en enkelt som ligner Svampebob Firkant og som jeg gerne vil skære til med en motorsav. Jeg spiller med old-boys der er 15 år ældre end mig og som derfor beundrer min perfekte stil, der stadig har en smule ungdom over sig og jeg nyder at flere af dem ofte har en skavank. Så er de trods alt tættere på døden end jeg i de to timer mandagstennis varer. Jeg slår lidt bolde med Svampebob imens vi venter på de andre. Det gode ved på sine ældre dage at have så flot en stil som jeg er, at man så altid kan foregive at have været bedre engang! Man aner nemlig tidligere tiders storhed. Til mandagstennis beklager jeg mig tit over, at jeg ikke har fundet fordums rytme endnu og at jeg stadig er lidt rusten. Og de hopper på den. For Det Spanske Greb er et slags bevis på den globale magtfaktor jeg var og min serv…OMG (!)… Jeg kan serve så hårdt at den engang blev målt næsten så hård som Goran Ivanisivic´s serv. Fuck så at bolden røg ud otte ud af ti gange og at måleudstyret vist ikke målte helt korrekt. Bordet fanger og serven er et mægtigt våben som modstanderen aldrig ved, hvornår jeg trækker op af min kongekrone. Til mandags-tennis trækker jeg den altid op et par gange når jeg er vred og det er jeg tit for tiden. Jeg trækker den helt op fra anus, op igennem skulderen til boldkontakt. Jeg forstår godt, hvorfra jeg får alle disse vredens kræfter, dum er jeg jo ikke, men jeg forstår så ikke, hvorfor jeg ikke bare tager hjem, når nu vi denne gang kun er dukket tre op til mandagstennis. Svampebob Firkant som er alt for ivrig efter at vise at han er god nok selv under opvarmningen, mig selv og ham med den store mave, Bollen, som på forunderlig vis er pissegod og siger “njaaaigh” når han slår til bolden. Han er et fint og sympatisk menneske, men da han her til aften har trukket sin kone med som 4. mand i mangel af bedre finder jeg ham lodret dum. Hun er simpelthen for ringe at have med mandags-tennis at gøre og jeg véd at alle nu vil lege gentlemen og spille bolden overbærende pænt over til hende og de næste to timer er ødelagte. Mine to timer uden død og sygdom er forstyrrede af denne...Spanske Hænge-saddel som snart vil få mit Spanske Greb at føle. Jeg vil prygle og tæske hende, tyre min forhånd ind på kroppen af hende når hun har slæbt sin tarvelige sæk kartofler af et korpus op til nettet. Jeg vil provokerende stille mig op til servelinjen når hun server sine ynkelige små put-server. Jeg vil angribe, tage alle boldene i opspringet som Agassi, der heldigvis har tabt alt sit hår. Han er pløk-skallet og jeg har det godt med at døden har taget hans hår som han står der ved siden af Steffi Graf, hvis næse synes at være blevet større. Den Spanske Hænge-saddel må forstå, at hun bare ikke kan være med på mit, Steffis og Agassis niveau. Klokken er slået tolv og hun ved det. Hendes ansigt, der ligner noget der har drejet nøglen om i en butik for hørprodukter, ser alvorligt koncentreret ud som om hun ved at hun har gjort noget hun ikke skulle gøre. Nemlig møde op. Ovenikøbet med en dum lille kasket på hovedet selvom vi spiller indendørs. Hendes tilstedeværelse får det til at knuge sig sammen i min mave. Jeg kan sé at de har talt sammen derhjemme. Hun og Bollen. Han har fortalt hende om mig og min kone. Så ung. Så uretfærdigt. Jeg kan se det på hendes moderlighed, som skinner fra den anden side af nettet. Eller måske bilder jeg mig det ind. Ligegyldigt hvad, hun skal straffes med min Babolat ketcher og mine hårde grundslag og ja, ja, jeg skal da nok starte blødt ud så hun selv tror at hun kan være med. Men hun skubber boldene tilbage i halvstore kurver og jeg mærker alt for tidligt raseriet ulme. Hun er en Skubber. Selvfølgelig er hun det! Den slags som lader alt initiativ være hos modstanderen og ikke bibringer med en skid til festen. Tennissportens svar på en bæskubber af en kæreste der kvidrer “Hvad vil du?” og som evigt og altid lægger op til, at den anden skal tage initiativet. Jeg er ked af, at jeg ikke selv tog mere initiativ til at rejse sammen med Ida. Det var altid hende der planlagde. Jeg vil ikke blive en mand der sidder isoleret hjemme uden fester og gæster. Det må ikke ske. Jeg må tage over, hvor Ida slap og være et mere socialt dyr. Være et godt eksempel for mine børn…vores børn.

Jeg hamrer en forhånd hårdt mod fjenden. Så hårdt at jeg faktisk selv finder det lidt pinligt. Så hårdt som jeg overhovedet kan slå. Hun får ketcheren på, men den dingler hjælpeløst ud af hånden på hende, så bolden rammer flere steder på rammen inden hun taber den. Jeg siger undskyld med en skjult tone af “Nå, ok! Du er SÅ dårlig…?” imens Svampebob Firkant og Bollen mumler alfaderligt, at vi lige må geare lidt ned. Og det gør jeg, Den Unge Potente Vrede som stadig har livet for sig. Men mit slag har sat noget igang. Angst. I mig selv. Og jeg mærker en trang til gråd. Det er åndssvagt og jeg skubber det væk og lægger en overdreven blød bold over til konen, der nu sér sit snit til at møffe op til nettet. Hun tror at jeg gjorde mit bedste med det slag og alt på hende hopper som hun naivt og dumt møver hen over gulvet som en pingvin, der sikkert føler sig som den lesbiske Martina Navratilova, der en sjælden gang kunne slå lige så hårdt som mændene. Jeg stopper nærmest op og kigger på uret, så langsomt kommer bolden sejlende ned mod mig og jeg gider ikke engang gå ned i knæene for at returnere. Så i stedet sætter jeg min venstre hånd i siden imens jeg slår med min højre. Hvorfor lade som om at det ikke keder mig?! Men hendes ujævne, smagløse slag har en mystisk og større kraft end man skulle tro, et lucky punch, der giver bolden et komplet uforståeligt skru og jeg returnerer ringe, hvorefter Bollen nemt smasher bolden hårdt ned på baglinien. Bollen og Sadlen er unge-med-de-unge og laver high-five! De er team Pølse og i aften vil de ligge og snakke om alt dét der gør dem til så godt et team, deres intuitive forståelse for hinanden, den smash og hendes angreb, før han tænder sin CPAP-maskine mod søvnapnø og falder i søvn og hun drømmer om at stille op i Wimbledon for veteraner, hvis bare hun kunne få noget afspadsering på kommunen. Hun ved godt at det er lidt langt ude, men hvorfor ikke? Er livet virkeligt forbi bare fordi man har rundet de 60?! Jeg sparker døren op til deres soveværelse og tænder lyset, rusker hende hårdt og råber "JA, det er forbi! Løbet er kørt!! Hold dig væk fra min mandags-tennis eller jeg limer Bollen fast i sadlen så du siger “njaaaigh”!! I skal ikke dyrke jeres parforhold på min bekostning! Hvorfor skal i blive gamle sammen? I fortjener det ikke for jeres spil er for ringe! Ida er et langt større tennistalent end jer og det kunne have været os."

Hvis blot hun var kommet igang tidligere med sin gode røv i den tenniskjole, som hun udmærket vidste, at jeg var glad for. Nu er den næsten væk. Røven. Hun har tabt sig. Min. Kone. Ida. Snart væk. Jeg bliver så let forpustet i denne tid. Mine ben begynder at ryste og jeg hører pludselig et brøl som forvandles til et skrig. Foran mig sidder en lille dreng. Det er Den Rødhårede Skinke på WC´et med en Jumbo Bog i sine små buttede hænder. Han læser ikke. Han skriger. Far! Hans mor rusker i den låste dør. Luk mig ind, luk mig ind. Jeg er hos dig. Jeg opdager at det er mig som brøler. Min ketcher har jeg kylet ind i væggen. Jeg ved jo for helvedet ikke om jeg skal slå hårdt eller blødt til konen, så jeg slår hverken fugl eller fisk. Og jeg skriger som jeg gjorde da jeg var 16 og Ida første gang slap min hånd for at rejse ud i verden og efterlod mig med et hjerte knust. Og nu vil forlade mig for sidste gang. Slippe min hånd. Knuse mit hjerte for evigt. Der bliver stille. De andre ved ikke hvad de var vidne til, men ved dog at de var vidne til noget. Noget dybt. Noget der nok har at gøre med min “situation”. Skriget var for højt, for ukontrolleret. Som en gris der sprættes op eller en lille dreng der mister sin far. Jeg samler min ketcher op og mærker hendes lange feminine hånd med den blå opalring tage mig i hånden. Dine hænder er så smukke. Jeg glatter ud som kun min mor kan gøre det og mumler noget om at jeg da vist gav den en tand for meget. Undskyld Bolle med kone. I var blot til mandags-tennis på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men jeg behøver ikke forklare. Det er ok. I er ok. Jeg er ok. Jeg lader team Pølse vinde bold efter bold for jeg er træt. Kan ikke slå. Ketcheren vil ikke. Min arm vil ikke. Jeg ignorerer Svampebob Firkant og at man kan se en smule af hans testikel når han går ned i knæ. Jeg vil bare hjem. Hjem til min Ida. Hjem til mine børn. Hjem og fjerne nøglen på toilettet så jeg ikke skal ruske i døren, når dagen den kommer. Jeg er hos jer. Dette er min sidste kamp. Jeg er hos jer....