Kusse Bodil og Badebolden

En redningsbåd delux har tag som en trekantet pyramide og et lille blink. Nogle har depoter af kiks, vand, nødblus og konserves så en festmiddag med efterfølgende fyrværkeri kan nydes i tæt kontakt med naturen når nu det skal være. Sammenlagt tager det fem sekunder for båden at slå sig ud i det øjeblik den konfronteres med virkeligheden: vandet. Som en airbag, der med et gigantisk brag forplanter sig som livsvarig tinitus på de nødstedte, stiller den sig frem som et flydende orange Hotel Trump Taj Mahal Casino. For når kedsomheden ved det måske langvarige ophold er ved at slå ihjel, er der sørget for spillekort, Ludo, kiks og chokolade i redningsbådens hygge-æske. Vi spiller meget Røvhul børnene og jeg imens vi spiser figenstænger. Vi får tiden til at gå. Det ved de selvfølgelig ikke, men det ved jeg. Uret tikker imens vi flyder afsted. Jeg venter på at dagen kommer, og jeg venter på, at de to skal vokse op, så hurtigt som muligt. De skal komme videre, blive voksne, bearbejde dét som jeg ikke kan hjælpe dem med, for jeg holder deres sorg ud i strakt arm. Langt fra min egen. I mit hoved har jeg min egen redningsbåd. En badebold lavet af uigennemtrængeligt plastic, der med et brag pustes op, hver gang den rammer vandet mine tårer. Jeg orker dem ikke mere, men bolden gør mig dejlig tom indeni. Dens ydre lægger sig lynhurtigt som en hinde omkring min sjæl og efterlader luft indeni, når jeg står ansigt til ansigt med endnu en af hendes grædende veninder, endnu en søster, endnu noget familie, endnu en kollega, endnu en nabo, endnu en ven og endnu en sygeplejerske. Jeg stirrer og siger ord, men jeg er tom indeni. Jeg mærker den, min tomhed, og tænker at jeg må have psykopatiske træk. Jeg burde se mere nervøs ud, mere panisk, mere ulykkelig. Jeg burde snakke og med stirrende angste øjne plapre om muligheder for behandlinger i udlandet, om alternative behandlinger, lave grødomslag og grøntsagssmoothies - ALDRIG GIVE OP. Men…vi har givet op. Vi er i ro. Behøver ikke stresse. Kan slappe af. Tale om døden. Føle den sammen. Måske røre den. Og det føles rart. Ja, faktisk frigørende. Eller....måske spiller jeg ikke blot Røvhul, men ER et røvhul, kold og doven, en emotionel krøbling, en uempatisk dværg, der ikke gider andet end at sidde og drikke latte, når nu der ingen kemo-knald er og, som ude af stand til at fatte hvad der sker, luner mig ved at løbet alligevel er kørt og blot romantiserer vores sidste tid sammen. For jeg behøver nemlig ikke yde en skid andet end at nyde opmærksomheden som den stakkels kommende enkemand med to børn. Gider ikke google kræfthospitaler i Tyskland, gider ikke bestille piller fra Nepal. Gider ikke mere. Jeg er træt. Hvordan er det dog muligt at beskæftige sig med andet end Ida?! Men det kan jeg. Jeg kan skubbe det langt væk. Sætte mig og arbejde og forsvinde i timevis i min egen verden. En verden så top tåbelig, at døden gaber og går en tur. Jeg kan lave planer. Jeg kan det hele. Den gamle grimme lænestol som Ida holder så meget af, skal ud som noget af det første. Jeg hader den. Den har været hendes mormors, men jeg er en hård og primitiv mand, der ikke gider dén slags nostalgiske kvindepladder. Hvis den stol skulle have et navn ville det være Kusse Bodil. Når jeg sidder i Kusse Bodil får jeg ondt i nakken og den vejer mere end de femogtyve sække hestepærer, som Ida engang hentede i min mors bil til at gøde haven med og som der gik hul på, da hun smed den ind på bagsædet. Hvor meget prut har Kusse Bodil måtte sluge siden 1942 og hvor mange gange har jeg ikke slæbt rundt på denne grønne spand fæces, kun for at finde ud af, at den ligner netop en spand fæces ligegyldigt hvor den står?! Den skal ud til træerne, skides til af duerne, fældes og brændes. Kusse Bodil ved det og skuler surt på mig med sit grønne betræk, når jeg står og retter på stueantennen og tænker på, hvilken lækker tv-pakke jeg skal have i fremtiden og som Ida ikke vil have, fordi hun frygter at se for meget tv. Kvindepjat! Vi har indrettet vores hjem sammen. Vores rede. Vores familie. Hver især har vi gået på kompromis, men mine kompromiser har skullet slæbes rundt. Ikke kun Kusse Bodil. Hendes kæmpe citrontræer i enorme potter skal ud om sommeren og partout ind om vinteren. 8 styks. Hver især 19 kg. Jeg løfter op i dem og de stikker mig på venstre side af halsen, fordi jeg får hold i nakken, hvis jeg drejer højre side til. Jo, træerne er da flotte, men kommer der citroner på dem? Nej. Ingen høst. Uproduktive og krukkede er de. Også selvom hun er begyndt at gøde dem med kaffegrums, så stuen og soveværelset er fyldt med bananfluer og får mig til at tænke på, hvordan jeg som turist i Thailand blev lokket ind i et munkekloster af en formentlig liderlig munk, der inviterede mig på en slags brunch, der bestod af fem sorte flade bananer og nogle rynkede appelsiner fra armhulen af en orangutang. Det går op for mig at jeg ikke kan smide citrontræerne ud. De er vel en slags liv sat af Ida. “Født” ville nok være at gå for langt, men hun har trods alt groet dem fra kerner i de tyve år vi har været sammen. Men gulvet skal laves i køkkenet. tv´et og Playstationen skal op fra kælderen og ind i stuen. Børnene skal ikke sidder dernede alene. Nej. Ikke alene…for det føler jeg mig allerede nu. Alene.

Du forstår det, men du forstår det dybest set ikke før du selv prøver det. Indtil da, vil du blot labbe mine ord i dig som et retorisk biluheld, som du filmer med den lortetelefon du konstant sidder og stirrer i. Men det er ok. Jeg vil nemlig gerne dele det med dig, men du må ikke fortælle mig, at du har læst det, for så kan jeg ikke se dig i øjnene igen.

Jeg mærker en revne i badebolden, der har pustet sig op om min sjæl og jeg forsøger at lappe den. Lyset fra revnen rammer noget derinde. Jeg orker det ikke. Ikke mere gråd. Stop! Ih nej, giv lods, siger alle, ud med det, del det - men det forstår du heller ikke konsekvensen af, for hvad med bagefter, når stilheden sænker sig og stemningen er ødelagt? Når der ikke er mere at sige og du, som jeg, egentligt gerne vil skynde dig videre, men godt ved at det er upassende? Jeg prøver at styre min gråd for at det ikke skal blive for ubærligt at se på. Indimellem lykkes det at gribe suget, der starter i brystet og som jeg ved snart får min næse til at løfte sig ved næseroden og får mig til at ligne en boxerhund der snuser til en citron. Alt strammer sig op og næsen med og imens jeg græder ved jeg at øjeblikket vil bringe dig tættere på mig. At vi har et “moment” sammen, hvor jeg smider alle mine forsvar og viser dig, hvem jeg er. Men jeg ønsker ikke at vise dig, hvem jeg er! Ikke på denne måde. Ikke ufrivilligt. Jeg er andet end en flæbende flødebolle og du tror at vi kommer tættere, men jeg vil gøre mit til at skubbe dig længere væk for at vise dig, at du ikke aner hvem jeg er. Når jeg mærker suget, ser det røde blink, gør jeg hvad jeg kan, for jeg ønsker faktisk ikke at skubbe dig væk, kære ven. Jeg har nok af ensomhed i mit liv og revnen i badebolden lappes så godt jeg kan inden hullet bliver for stort og alt siver ud. Sker det alligevel klasker jeg en hånd i mit ansigt og strammer til. Jeg tvinger min næse på plads, min overlæbe ned og presser vandet ind i mine øje igen. Jeg flygter. Puster alt hvad jeg kan i bolden og tænker Grab them by the Pussy. Jeg tænker på kaffeposer, på mit snot på din skulder og et bestemt saltkar, derhjemme som jeg ikke ved, hvem har lavet, men som minder mig om en skizofren moster og det hele stopper gråden. Min hjerne fatter simpelthen ikke hvad der sker og står af. Lukker for tårekanalerne og prøver at få pussy, kaffeposer, snot og saltkar til at give mening. For jeg er en tænker, siger min svigerfar. Du tænker for meget og jeg giver ham ret. Men kun når jeg tænker over det. For jeg er tom som luft og det lykkes endelig at slippe mine tanker og lade mig selv flyde ind i søvnen. Tomhed.