Grillet pindsvin

Jeg sidder i den blå stol i haven, som du trak op af en container fra Leifs dødsbo to huse længere nede og jeg får lyst til at grille. Bare sidde og stirre på en bøf og en pølse, der sprækker. Jeg er for doven til kul, så jeg har både el og gas. Jeg er udmærket klar over at man så ”mister” kulsmagen, men det er et tab jeg godt kan håndtere efter tabet af dig. Men jeg er sulten. Og det skal gå hurtigt. Jeg har taget 8 kg på siden du blev syg. Jeg åd alt din mad, som du ikke kunne spise. Og jeg har ædt alt den chokolade vennerne kom med og som var alt for fin til børnene og du ville kaste det op alligevel. På hospicet havde de utroligt saftige romkugler, som trillede ned i min kalkunhals og i din sidste tid, ville du smage alt, hvad de kunne ælte sammen på det nye trendy opreklamerede bageri Harts på Gammel Kongevej. Jeg skulle købe det hele. Det gjorde jeg og du kunne ikke spise det, men det kunne jeg. Da du vågnede på vej ind i døden ville du have pomfritter til vores sidste samtale. Jeg cyklede ned, købte og spiste dem selv på din mave, da du atter sov. Du gav appetitten til mig og jeg kniber sammen om mine håndtag for at løfte mig selv op mod dig. Lette med blafrende hofter og tjekke tagrenderne og gøre mig nyttig. Et nyttedyr med fedtdepoter til vinteren. Som pindsvinet der for tiden vandrer en del rundt i buskene. Havens nye konge efter ræven forsvandt, fordi nogle sikkert ringede og peb til kommunen. Svinet snuser og snuser og når det kommer sidder jeg altid helt stille og håber at det æder nogle dræbersnegle. Som villaejer er dræbersnegle matriklens cancer og en fjende så mægtig, at en mand på vejen fik vrøvl med prostata, da han med sin spade hakkede dem over i hundredevis indtil de mange dunk åbenbart må have rystet hans klunker i en grad, så noget løsnede sig i bugen på ham. Det taler man meget om og man husker at tage sine pauser fra spaden. Men pindsvinet har min ryg og jeg hører det altid pusle et sted inden det, som en nøgen baneløber, lunter hen over plænen. Det gør det også nu, men noget er anderledes. Det går mod mig og pludselig står det foran min ene fod. Det er en underlig adfærd. Lidt som Leif, der teknisk set ikke er død, men bare er dement og hvis hus blev annonceret som dødsbo selvom han snusede rundt derinde på forvirrede ben, han ikke selv anede han havde eller hvor bar ham. Han var en rar mand. Lidt irriterende, men rar. Engang ville han give mig en øl som belønning for at have rykket hans marmorbord to meter. Jeg stod i hans køkken og drak den øl som om det var en del af arbejdet. Klokken var 9.30 og jeg havde lige drukket kaffe og skulle egentligt hjem og skide, men jeg kunne ikke nænne at sige nej til manden, som tydeligvist havde forestillet sig at mænd, simple mænd som mig, drikker øl, når de flytter borde. Han drak ikke selv øl og stod i tavshed og ventede på, at jeg havde drukket færdigt, så han kunne få flasken, hvilket fik mig til at sætte tempoet op og dermed ligne en langt større øldrikker end hvad jeg er. Sådan én der suger en stift i løgnhalsen og siger tak for skænken. Jeg hældte noget af den ud i vasken, da han gik ind og mumlede noget til sin kone, som puslede rundt et vilkårligt sted mellem nipstingene og gjorde det hele endnu mere spooky. Men hans stol fejler intet og nu stikker dyret snuden ind under min storetå. Jeg sidder stille. Jeg er i kontakt med Danmarks natur når det er mest råt og brutalt. Pindsvinet! Et rovdyr. Det kan tage mit underben når det vil. Det bliver ved at snuse, men da jeg endelig bevæger mig ænser det mig sgu ikke. Er jeg luft? Det burde løbe væk eller krumme sig sammen som en bold. Jeg gjorde det selv, da jeg spontant løb ind i en boghandel, fordi en pludselig trang til hellere at ville kigge på papir pressede sig på, da en mand, som man på en måde kunne kalde en kollega, stod med sit skaldede hoved og sine oppustede kemokinder og stirrede mig lige i øjnene. Næsten som havde han stillet sig til skue. Se mig, se mig. Se hvad der er ved at ske. Hjælp mig, hjælp mig. Hjælp mig for jeg er ved at dø. Og han stod der stadig, da jeg listede ud og jeg krummede mig sammen som en stikbold. Sagde intet, men talte kun om papiret og at jeg manglede det og det gør man jo altid, ha, ha og hej, hej og nu er han død. Men pindsvinet er fuldstændigt ligeglad. Sådan virkeligt meget ligeglad. Det snuser bare. Jeg beslutter mig for at teste det med et venskabeligt smølfespark. Give det en lektie. Forsigtigt bøjer jeg mig ned, sætter langefingeren på tommelfingeren og knipser fingeren hårdt mod pindsvinets snude eller tryne eller hvad fanden sådan et dyr nu snuser med. Det lyder som knips på en flad havehynde. Lidt hult men alligevel med en smule indhold. Svinet står stille og mærker nok det historiske vingesus blæse gennem dens pigge efter formentligt at være det første pindsvin i verden, som nogen har knipset på næsen. Et slags ur-knips. Et big bang, der vil påvirke hele dens DNA i generationer og måske skabe en helt ny art. Det må være noget helt nyt for det. Men åbenbart ikke. Arbejdet kalder og det går forbi mig og snuser videre i skvalderkålene, som om jeg aldrig har eksisteret. Som om det stykke historie jeg netop har skabt aldrig var sket. Det er et nyttedyr og sådan skal det forblive i livets cyklus og jeg sidder til ingen verdens nytte på Leifs blå stol og glor. Sat til side, men lader som om, at jeg bare puster ud fra alle de praktiske ting, der er at gøre, når man bor i hus. Mit hus ligner lort. Men det har sjæl. Folk kan lide at komme og det gør de. Ikke dem der bor tættest på. De lader som ingenting og har travlt med slet ikke at kigge ind. Men når jeg får øje på dem, skynder jeg mig at lave noget, fordi det nødigt skulle se ud som om, at jeg sidder og tuder og dermed gøre det endnu sværere for dem slet ikke at kigge ind. Jeg løfter en stige fra punkt A til B. Går målrettet, men ikke for hurtigt for så virker det manisk, om til baghaven, retter på et stykke brænde og går raskt tilbage igen. Måske stiller jeg mig med hænderne i siden og kigger handlekraftigt op på gavlen, som har jeg fået øje på noget, der truer husets friværdi og måske vil presse Enkemanden ud i flexlån. Jeg er et nyttedyr. Jeg gør alt for, at det hele skal være business as usual for jeg ved godt, at jeg er blevet noget, der forstyrrer trygheden. Noget man skal forholde sig til. Noget man måske gerne vil kæle for, men som stikker og man i bedste fald giver noget spiseligt. Måske en skål mælk selvom dyret får ondt i sækken af laktosen. Forholdet er ligesom ikke til krammeri og det ville kræve lange arme over hækken. Og selv hvis ikke der var en hæk, ville det føles voldsomt gay. Jeg har påtaget mig en tåbelig u-gay måde at hilse på. Jeg gør sådan et lille åndssvagt honnør, imens jeg lader som om at jeg har en vigtig mission på min matrikel, der efterhånden er ved at gro mere og mere til og ligne den obligatoriske psykisk syges eller skilsmisseramtes bunke mursten i ethvert villakvarter. Folk der gør honnør er nemlig simple mennesker. Ukomplicerede og nemme at være sammen med og som kommer og flytter et bord. Det du ser, er det du får. Et honnør. Handlekraftigt og mandigt. Sådan én der kradser sine egne fuger ud i murstensvæggen og som tjener ”gode penge” på at være en…ja, hvad fanden ved jeg. En af dem der roder med el-kasserne langs villavejene og som ingen fatter hvad laver andet, at det er vigtigt og nødvendigt. Det nybarberede fodfolk, der uden at kny træder til når lokummet brænder og som ikke tænker sig ned i et selvhøjtideligt hul, når de ikke kan ændre verden. Folk med gener kodet til ikke at være en belastning og til hvem døden derfor finder vej, så snart den første pensionscheck ruller ind. Møtrikker i maskineriet som udskiftes når rusten sidder fast. Sådan én! Lige præcis sådan én er jeg i min have. Ansvaret hviler på mig som den gode sørgende og det let aflæselige honnør giver dem lyst til at hilse. En sjælden gang snakke om vind, vejr og stauder. Det skal gå godt i baghaven. Og det gør det! De er gode naboer. Ikke så meget palaver. Ingen forstyrrelser andet end når kattene opdager en ræv og hvæser. Tsssssss. POP. POP. Tsssss. SVUB. SVUB…

En pølse syder på grillen. Du troede det var en kat. Jeg er sgu raffineret med ord. Kan snakke ører af og snart tager jeg dit. Bare vent. Men de ligger der, pølserne og bøfferne skal vendes og jeg regner med, at det lige er noget for dig. Jeg taler til dig. Ikke Ida. Hun er død. Bare rolig. Jeg flæber ikke. Så kom. Sæt dig i Leifs stol og lyt til pladen med Hvordan-går-det-med-mig-slash-hvad-med-børnene. Jeg kan den udenad for jeg ved du alligevel spørger næste gang vi ses. Så lad os tage den her ved grillen. Glem dine moderigtige spiseforstyrrelser for der er kød på a la Balkan og får jeg tårer i øjnene, er det bare røgen fra pølserne, der sviner klimaet til på en lækker måde. Det må pølser gerne. De er undtaget for vi må ikke glemme hyggen i det liv, der går så hurtigt. Det vil Gretha forstå, når hun er vokset op. En pølse er en nødvendig ting på dagsordenen. Så spørg nu, hvordan det går. Ikke nogen melankolske slutninger hér eller fine ord. Vi er nået bloggens bund og jeg slukker lyset. Nu skal du smage den! I fuld længde så tæerne krummer helt sammen og du famler efter udgangen. Er du klar? Blinkende smiley og Thumbs Up!

Jeg klør mig i bollerne og svarer først, at der er tider på dagen, hvor jeg ryger helt i kælderen, men at jeg stadig føler at hun er her og at hun stadig siger, som hun sagde, at jeg ikke skal være en eunuk, når hun er væk. Det går op og ned og vi har det godt. Børnene og jeg. Du nikker godt og leder efter sprækken. Men jeg holder tæt og understreger, at jeg holder øje med dem, og taler om hende i hvert fald hver anden dag. Godt. Du forstår det. Joh, selvom jeg gør honnør, er jeg udmærket klar over børns komplekse og samtidigt enkle mentalitet. Der er ikke noget som du kan se, som jeg ikke ser. For jeg ser det hele. Også dig og jeg holder skarpt øje. Jeg ved jo godt, hvordan man forestiller sig tingene er, når man ikke har prøvet det. Og derfor vil du på et tidspunkt spørge om de skal i en sorggruppe og jeg svarer, at det ligesom ikke er der vi er endnu og jo, jeg så også programmet på DR. Og jo igen, jeg har talt med en psykolog. Godt. Men kun i telefonen og hun sagde det samme. Jeg har styr på det og styr på dig. Jeg narrer dig til at tro, at dit lyttende øre er unødvendigt og du begynder at lede efter din egen rolle i den her samtale. Er du egentligt med til Ballet eller er du blot en fluffer på et tarveligt filmset, der gnaver grenen op på mit egocentriske behov for at stå i centrum, selvom jeg hader at være i centrum. Du forstår ikke denne tilsyneladende afklarede ordstrøm og hvordan det lader sig gøre og mindst én fra sladrens højborg tænker: Uuha, se hvor han kan, skriver en blog, hvad rager det os, jeg tager på Café Vivaldi og spiser nachos! Pop. Tssssss 1. Pop. Tssssss 2. Du troede det var en kat som var en pølse, men det er to øl fra dåse! Hysterisk-grinende-Smiley med Tårer.

Vi åbner øllerne og stirrer på pøllerne, som jeg vender med samme hånd, som den jeg kradsede boller med. For vi er ude over håndhygiejne. Vi er i det psykologiske rum. Du er i mit rum. Og hvis jeg er heldig tænder du en smøg. Jeg holder af, når du ryger. For så ved jeg, at du i det mindste er her i den tid det tager for dig at ryge smøgen og røgen vil blæse ind til naboen som vil forstå, at enkemanden er til fester og gæster og ikke har isoleret sig i mørket. Dér hvor jeg er ved at trække dig ind. Du tror at vi sammen går forløsningens orale vej mod lysere tider, men jeg er ved at inficere dig og inkubationstiden er langsom. Inficere mig med hvad, spørger du dig selv og kigger ud over ukrudtet. Tænk ikke på det. Kom tilbage til grillen. Vi lægger lidt kuvertbrød på og du siger, at de kun skal ligge der i kort tid så de ikke brænder. I det mindste kan du da spille rollen som gæste-kok.

Meeen det er du så langt fra. Alle mine ord, der sniger sig igennem din øregang vil snart vække dit indre 8-16 rovdyr! Dyret der vil vide alt om økonomi og penge. Snusfornuftens bæst, der ikke kan få brikkerne til at hænge sammen og som nu ser sig omkring. Døde koner eller ej. Min have er stor. Mit hus er heller ikke helt lille. Det kan ikke spises selvom det ligger på grænsen til fine Frederiksberg. Jeg står med ryggen til og vender brød og pølser og du ser min måne og tænker at mit hår sikkert er drysset ned i gryderne og er blevet spist af Ida og at du derfor nok lige må tjekke pølsen først. Var jeg en restaurant, var jeg restaurant Topkapi. Ikke rigtigt kendt og slet, slet ikke som Kaas&Waldau, de helt store Bones med gratis salatbar, hår på hovedet og balloner til børnene.

Hey! Hov! Lige imens jeg har dig! Her er det yderst vigtigt for mig at nævne, at jeg engang blev sammenlignet med dem i en to siders reportage og at jeg er så gedigen hamrende ærgerlig over at jeg som nu 8 kg tungere frikadelle´ish skuespiller, der i ny og næ gerne vil blæse sig lidt op på Isefjord-manér, ikke kan finde den. Der stod skrevet sort på hvidt (!), at man ventede sig meget af mig i fremtiden. At mit talent rakte langt. Smiley. Det levede jeg ikke op til. Grædende Smiley. Jeg smed den ud, fordi jeg troede på, hvad der stod og tog alt som en selvfølge. En fodnote af en reportage i en lang række af artikler og analyser af mine kommende værker, skulle ikke tage plads i mine skuffer. Men det var i øjnene mit hele lå og teatret vil have øjenbryn. Jeg spillede for småt. Tog ikke chancer. Turde ikke komme ud. Fiflede med replikkerne som en knudemand med en ske af guld trykket op i møllen. Prøvede at finde min egen ægthed i teatralsk form og da jeg endelig, ENDELIG fandt den, var løbet kørt og her står jeg med mine øjenbryn og stirrer på kuvertbrød

Men jeg er en spøjs snegl. Svær at få has på for du ser mig på skærmen og alligevel ikke tit nok til, at det er berettiget at bo her. Bæstet i dig er sultent, må få svar og aner muligheden for at få pladen fuld. Få dækket dine lige dele fascination og forargelse over kunstnere, der smovser dine skattepenge i sig imens du knokler 8 timer om dagen og jeg bare står og griller. Enkemand eller ej! 8-16 dyret hugger til med øjenbryn iscenesat på skrå.

”Kan du få det til at løbe rundt? Vi ser dig jo ikke så meget mere på TV?” og du rammer uforvarende hårdt og brutalt min stolthed som kun en skuespiller uden arbejde kan føle og som jeg faktisk ikke tror, du forstår omfanget af. Men jeg er for træt. Virkelig træt selvom mit eget masochistiske bæst nyder at se Jobcentrets kursus for skuespillere i ”Selfies og Humblebragging med #Actorslife og Namasté-emoji på Sociale Medier” brage igennem på Facebook og således minde mig om, at jeg, ikke dem, intet er, men hov, så meget tid har vi heller ikke, brødet skal af så lad os ikke spilde tiden på overfladen. Så jeg svarer som det er, at telefonen har stået stille i snart to år efter at Ida blev syg, og at pindsvinet har mere arbejde end jeg. Men jeg skynder mig at gøre honnør og banker gentagne gange på terrassen med grillbestikket, så lyden af aktiv hammer i hånd på Byggemand Bob, der vedligeholder noget vigtigt og sparer gode penge ved gør-det-selv-arbejde, breder sig ud over villakvarteret. Jeg siger selvransagende at det vel er forståeligt nok. At branchen nok tænker, at jeg er spændt hårdt for og at jeg nok ikke magter at arbejde, selvom jeg i det stille ved, at de alligevel ikke længere aner hvem jeg er eller hvad der er sket. Jeg er glemt. Røget af vognen for længst. Mit udseende er for ordinært til fede selfies på Facebook. Ligner for meget manden på gaden og den relative succes jeg havde var pure held. Var for provinsielt indstillet til at udtrykke min taknemmelighed til verden og postede for få hjerter. Gu var jeg da ej taknemmelig. Min talent var en selvfølge. Namaste mig i røven! Men jeg har lært lektien og lært at mennesket har brug for hjerter. Hjerter udover deres egne.

Jeg er så sulten. Efter at leve. Komme ud. Være kreativ. Det er mit blod, men intet kommer min vej andet end offermentaliteten. Den kryber som en levende død hen i mod mig og forrådner mit sind. Jeg kæmper. Jeg skubber den væk for jeg hader den. Den må ikke få fat i mig. Bitterheden må holdes væk, for den er så let at smage når man sidder dér på stolen og venter. Skulle jeg spise mig yderligere 8 kg på? Nej, John Mogensen er allerede malket og ligger tilbage i sin grav med hængepatter og der er kun plads til en tyk mand i branchen og den anden hval må lave børneteater, fordi der ikke er andre til at fylde røven af hesten ud. Så hvis jeg nu taber mig 75 kg og bliver til smulder? Smuldremanden. Sneen på skærmen. Støvet i kulissen. Ja, løsningen er ligefor, men det må vente for vi skal satme have bacon på den grill og du bliver utålmodig. Svar nu for helvede på, hvordan det løber rundt!! Du vil vide det. Men baconens syden på den varme grill tysser på dig og får dig til at slappe af. Shhhhh, det skal nok gå. Pop. Svub. Baconen gør dig saglig og vi studser begge over, hvor mærkeligt det er med den telefon, der ikke ringer og på den måde forlader vi det triste og ender med en åben slutning, hvor livet er en gåde, nådesløst ja, men også mystisk. Du fik aldrig svar. Men nu sker det. Din transformation. Du begynder at kede dig. Det pusler. Det er pindsvinet. Grillen er stadig varm.

Du har stukket dig en del og du sidder med børnenes plastre på fingrene og gnaver på bagbenet. Puf. Knald. Piggene smældede som grannåle. Jeg har trukket dig helt ind i mørket i bloggens bundfald, men et lyspunkt er, at trods at der ikke er meget kød på og er en smule tørt, smager svinet på en underlig måde godt og slet ikke af gris. Du forstår selvfølgelig også godt, hvorfor vi spiser det, men dybest set er der altså ingen mening. I noget. Det skete bare. Pindsvinet var uheldigt og der stod en elgrill. Pelsen ligger som en sømmåtte og vi brainstormer over, hvad man kan bruge resterne til. Vi har ja-hatten på, men simpelthen ingen ideer og du skodder cigaretten ned i pelsen ved siden af plastikket fra en nytårsraket, som vi fandt i maven på kræet. Nyttedyret er ubrugeligt. Jeg bliver overrasket over din kyniskhed. Du har allerede vænnet dig til the new normal. Jeg er der ikke endnu. Har kun ladet som om. For pindsvinet var trods alt mit og også lidt naboens, selvom det bedst kunne lide at være hos mig. Jeg har flest skvalderkål. Men det er selvfølgelig ikke dit problem. Intet af dette er dit problem og dér er forskellen. Du er dig selv og har kun dig selv. Du rejser dig og siger at du nok hellere må til at komme hjem. Hjem til dig og dit. Lægge det bag dig. Det er trods alt ikke din kone der er død. Shit happens, koner dør, pindsvin bliver grillet. Dit skifte er rystende. Hvad end jeg har inficeret dig med, så har det muteret til noget langt mere kynisk eller også var det der hele tiden. Jeg har mistet kontrollen. Du har lyttet, gjort dit og taget hvad du kan bruge. Jeg ved ikke hvad det er, for du fortæller det ikke, men jeg tror det var intet. Jeg ved ikke hvordan du har det. Hvad du føler. Men jeg har hældt ud. Måske på auto-funktion, men intet var fortiet. Men jeg vil ikke have dit øre, jeg vil have dine tanker. Om det hele. Hvor er du?

Jeg følger dig ned af havegangen. Du siger stadig intet. Jeg taler højt. Fester og Gæster. Det er mig. Du lukker bildøren og alt som du sidder med derinde bag ruden, er presset sammen i kabinen. En trykluftsbeholder klar til at eksplodere med følelser og rester af fortæret pindsvin. Jeg stirrer på dig. Kom nu frem. Hvor længe kan du holde. Og så gør du det. Du tager hånden op. Gør honnør. Det samme gør jeg. Du kører. Jeg står i min indkørsel. Skraber en fiktiv mågeklat af Renaulten. Stirrer op på huset. Fanme nej. Du slipper ikke så let. Jeg sætter i løb. Mod din bil. Griber fat i kofangeren. Slæber bilen tilbage. Du forstår. Slipper bremsen. Jeg trækker dig ud. Tæsker dig. Sig nu noget. Du forstår. Siger intet. Jeg trækker dig i benene mod grillen. Du hjælper til. Jeg maser dit hoved ind i Weberen og knalder låget i. Laver ostetoast af dit laskede fjæs. Det syder. Pop. Svub. Dine øjne smelter. Du forstår. Du begynder at sprælle. Du skal lide. Du skal dele min smerte. Vi er ét. BANG. Der røg en sikring. Jeg skulle have brugt kul. Du mister smagen, siger du inde under låget, men du forstår. Jeg sætter mig i Leifs stol og puster ud. Du kravler ud af grillen. Dit ene øje hænger, men du har en smuk flammegrillet teint. Du ligner Peter Asschenfeldt. Eller en Wopper. Det klæder dig. Vil jeg nogensinde trænge ind til dig. Nej, siger du. Men du prøver. Prøver at forstå. Du poster et hjerte på min pande. Det er det bedste du kan, siger du. Jeg kan ikke selv se det. Hjertet. Men jeg ved det er der. Undskyld at jeg er så sort, siger jeg. Du skal ikke tage det så alvorligt. Det virker bare bedre på skrift. Smerte. Du piller dit øre af og giver mig det. Tal til det. Mine tanker gør intet godt, siger du. Ikke før om lang tid. Når vi begge forstår. Du siger tak for skænken, smutter og jeg sidder og glor ned i din øregang. Den er fuld af ord. Jeg går ind og henter en vatpind. Skraber ordene ud. Sagde jeg virkelig det? Mente jeg virkelig sådan? De her ord er jo slet ikke mig. De må komme et andet sted fra. Drengene har for øvrigt heller ikke fået renset øre. Det gjorde hun. Det var hendes ting. De hører ikke længere efter. Jeg rejser mig og finder en pind. Sætter dit øre på spidsen og borer pinden i græsset. Det ligner en kantarel. Drengenes ører skal renses. Men jeg skal først lige sidde lidt i Leifs stol....

#ActorsEnkemandsLeif…