Eksploderer siliconebryster i ild?

Vi har aldrig fået persienner i soveværelset efter at rullegardinet faldt ned og lyset fra månen får dig til at ligne et lig. Du ligger på ryggen med let åben mund og jeg ved at inden længe vil jeg sidde med dig i hånden imens du dør. Du vil se ud som nu. Som om du sover. Min far lukkede øjnene for få måneder siden og jeg ved, at jeg snart skal opleve endnu et menneske jeg elsker, forlade mig. Min første kæreste. Min kone. Mine børns mor. Min eneste ene. Min Ida.

Jeg prikker lidt til dig for at få lidt bevægelse, men du bevæger dig ikke. Morfinen gør sit og en anden pille holder dine mareridt væk. Eller er det en tredie? Jeg ved det ikke. Jeg har opgivet at holde styr på, hvad det egentlig er du går og propper i dig. Sålænge du ikke har ondt, så er jeg tilfreds for jeg har opgivet at håbe på noget og det samme har du. Det er et spørgsmål om tid siger de. Hvor lang er der ingen der ved. Men det går hurtigt. En hurtig billet. Det siger du selv. Det er en befrielse ikke at håbe på noget. Ikke at sidde et sted i fremtiden. Vi er her, nu og vi lever. Jeg har lyst til sex. Døden gør mærkelige ting ved sindet. Du har tabt dig mere end første gang du var syg og din flade mave synes at gør dine bryster på statens regning større. Havde du haft lidt længere ben ville du have barbiemål. Jeg har aldrig stoppet med at finde dig attraktiv. Da du tabte håret fik du en paryk, som, når den da ikke gled ned i panden og fik dig til at ligne en neandertaler, gav dig en lighed med Julia Roberts i Pretty Woman. Et firser sexet look i kontrast til dit androgyne skaldede hoved, der signalerede russisk arthouse sex uden hår, hverken det ene eller det andet sted. Man får jo det bedste ud af situationen. Livet vil leves og trækker dyret frem. Alle dine kropslige reinkarnationer i dette liv har sendt os vidt omkring og her i skyggerne er du genopstået som en pornostjerne med dine alt for store bryster til din tynde krop. De er samme størrelse som da du var tyve. Det var den størrelse du have sagt til lægen at du ville have, da han spurgte, hvad han skulle lægge i og med et malplaceret lummert blik kiggede på os begge. Måske fordi han nok vidste at jeg var den der fremover sad på første parket, men alligevel var i tvivl om brysterne også skulle kunne ses fra de billige rækker. Jeg valgte klogt at tie - vi kan tale om alt og du siger at du vil brændes og at urnen skal stå på Frederiksberg Kirkegård så vi kan komme og besøge dig. Jeg tænker på om silicone eksploderer i ild. Har jeg overhovedet fattet, hvad der er ved at ske?

Om lidt vil lille Julius komme ind og kile sig ind imellem os som han gør hver nat, og han vil lægge sig med ryggen til mig og omfavne dig i søvnen. Sådan vil han ligge i lang tid og suge alt den nærhed til sig som han ikke fik som spæd. Sygdommen tog den fra ham. Jeg har lagt en dyne til ham, så han ikke kryber ind under din. Berøring brænder på din kemomarinerede hud, og du siger at han ikke må holde om dig. Han lader være, men i søvne søger han mod dig alligevel. Jeg trækker ham forsigtigt over på min halvdel af sengen og han er endelig begyndt at holde om mig i søvne som han holder i dig. Jeg forbereder ham ordløst på at jeg vil være der for ham dobbelt. At jeg elsker ham og at jeg holder fast i ham, som han holder fast i mig. At når den dag mor ikke er der, så er jeg der.

Far! Hvor er du nu? Ser du på mig? Trøster du mig? Jeg mærker intet. Har aldrig mærket dig før det var for sent ligesom du aldrig mærkede din far. Men det stopper nu, far. Jeg bryder ringen. Jeg er den far du aldrig selv fik, og aldrig var….

og jeg løfter forsigtigt min lille søn tilbage i sin seng. Jeg lægger ham på den måde, som jeg ved han sover bedst. Jeg nusser ham under fødderne til han sover og lister tilbage til det blå lys. Jeg er en god far og hun ved det. Jeg glor op i loftet. Jeg er ikke som min far. Jeg kan klare det som venter mig engang derude i fremtiden.

Det er umuligt at sove nu, så jeg går ud i køkkenet og ved at jeg ikke skal tænde computeren. Jeg tænder computeren og slukker den spinkle chance søvnen havde for at overmande mig. Jeg går på Facebook. Hér går det godt. For alle. Også for dem der ikke har det godt. De siger noget vredt. Den lille mand er altid i klemme på Facebook og er et dejligt sted at være som et offer for verdens uretfærdigheder. Facebook forstår mig og viser mig en trøstende reklame for advokater med testamente og arveret som speciale. Reklamen forestiller et ældre ægtepar der går mod en solnedgang på en strand. Han har en lidt trendy hængerøv i de baggy kakifarvede shorts, men de er ellers velklædte på den casual Hellerup-agtige måde med hvidt hår uden skæl. Sådan ser døden ud nordpå og der er rigeligt med plads i de bukser til en voksenble, hvis en knude skulle trykke på lukkemusklen. De har det godt dér på stranden, for de har tilsyneladende styr på testamente og arveret og jeg spekulerer på, om de mon fortsætter med at gå ud i havet indtil de træder på en fjæsing og drukner. For anden gang i dag er det som om jeg ikke kan trække vejret og jeg må tage en dyb indånding inden jeg klikker på reklamen, der leder mig hen til en knastør hjemmeside for et advokatkontor i Ballerup. Hvis døden havde et ansigt var det denne hjemmeside. Jeg ved intet om arv og jeg klikker tilbage til Facebook som nu har konstateret at have ramt sin målgruppe og folder sine algoritmer ud. Det sociale medie antager at jeg har brug for en trendy penispumpe efterfulgt af en reklame for hårtransplantantioner. Mit klik på advokatkontorets fine foto “Voksenble vs. Solnedgang” har omgående fået konsekvenser og musikeren Nikolaj Steen som netop er fyldt 50 år står med det samme øverst på mit feed. Facebook foreslår en “bio-urne”. Goodbuy coffins står der. En pubbelignende beholder, der ligner en king size testikel, hvor man skal lægges ned i skidestilling efter sin død. Her skal man ligge og formulde og være i pagt med naturen og det ophidsende slutter ikke her. Testiklen har en anordning, så der på éns hoved vil gro et træ. Et træ der ifølge reklamen selvfølgelig vil vokse sig stort og flot. En californisk kæmpefyr ville sikkert stå godt på Frederiksberg Kirkegård blandt de tunge tujaer og ikke stå som de fimsede små æbletræer som Ida strategisk har plantet ude i haven som vidste hun præcis, hvordan en fodboldkamp kan obstrueres. De forpulede frugttræer som duerne waterboarder med fæces og som kvæler græsset. Hvor mange gange har Sophus ikke løbet ind i en gren og hvor mange gange har plæneklipperen ikke cuttet en flig. De skal fældes når hun dør! Der skal plantes græs med wimbledonstriber….Et orange blink fanger mit blik. Facebook tilbyder mig en redningsbåd til 5999kr. En delux model. Der må være gået kuk i algoritmerne og jeg går tilbage i seng og tænker mig ned i en redningsbåd, der flyder ovenpå og sammen med alt og væk. Bare væk.